Peddersen

Tekst : Sigfred Pedersen   Musik Peter Abrahamsen



Man trisser rundt i en storby og fryser

Og vil så gerne  respektere sig selv.

Man går med ren flip og negle , der lyser,

Og er korrekt , og til dels officiel.

 


Man struggler lidt, men man gør’et medmåde ,

For man er hverdag til tolv på et dusin.

Og man er Peddersen, og slet ingen gåde,

Lidt sjælesjusket, men egentlig fin.

 


Man kan lidt sprog, man er dannet ved bordet,

Og man har gloser til krydsords-behov,.

Man har det godt i sin stol på kontoret,

Men længes svagt mod det evige sjov.



Men man er stækket, tør næppe nok drømme ,

For man blev fuldmægtig et år for sent.

Og man tør aldrig sin hverdag forsømme.

At skeje ud blev Peddersen forment.



Man har en skat , som man aldrig betaler

Man har en kone , man aldrig bli’r kvit

Hum går i byen, ja Peddersen, betaler

Så går hun ud med fornyet appetit



Og hun har  hår, der skal skalkes og valkes

Og man har hår der bliver glansløst og gråt.

Og man får mave, og hjerte forkalkes

Man bli’r forpustet og ældes så småt

 


Men man er stadig kun en af de mange

Et tandhjul, kun i en stor  mekanik

Og tand for tand må man lade sig fange

Og gå omkring, til det hele slår klik



En skønne dag går en skygge for solen

Så lukker Peddersen øjnene i

Og næste dag bli’r der ledigt i stolen

For nu tog Peddersen endelig fri