Peddersen Tekst : Sigfred Pedersen Musik Peter Abrahamsen Man trisser rundt i en storby og fryser Og vil så gerne respektere sig selv. Man går med ren flip og negle , der lyser, Og er korrekt , og til dels officiel.
Man struggler lidt, men man gør’et medmåde , For man er hverdag til tolv på et dusin. Og man er Peddersen, og slet ingen gåde, Lidt sjælesjusket, men egentlig fin.
Man kan lidt sprog, man er dannet ved bordet, Og man har gloser til krydsords-behov,. Man har det godt i sin stol på kontoret, Men længes svagt mod det evige sjov. Men man er stækket, tør næppe nok drømme , For man blev fuldmægtig et år for sent. Og man tør aldrig sin hverdag forsømme. At skeje ud blev Peddersen forment. Man har en skat , som man aldrig betaler Man har en kone , man aldrig bli’r kvit Hum går i byen, ja Peddersen, betaler Så går hun ud med fornyet appetit Og hun har hår, der skal skalkes og valkes Og man har hår der bliver glansløst og gråt. Og man får mave, og hjerte forkalkes Man bli’r forpustet og ældes så småt
Men man er stadig kun en af de mange Et tandhjul, kun i en stor mekanik Og tand for tand må man lade sig fange Og gå omkring, til det hele slår klik En skønne dag går en skygge for solen Så lukker Peddersen øjnene i Og næste dag bli’r der ledigt i stolen For nu tog Peddersen endelig fri
|