Morgengaven Jeg var dreng og du var pige i en lille bitte have Husker du de smalle gange og den lille dukkebænk Alle mine bellis gav jeg dig i morgengave Mine fire grønne jordbær fulgte med som brudeskænk Gangene var kantet sirligt med små røde sneglehus Men jeg ofrede dem til dig i en dobbelt perlekrans Aldrig skal jeg glemme dine blikke, da du fik den Disse blå, forlibte vinterøjnes milde tolvårsglans
Haven var en stump af Moders kantet af ved buksbom-hækken Det var der vi tavse jordede det døde mejsepar Siden skar jeg fløjter til dig nede bag ved bækken For at mildne dig i sorgen, der var alt for tung og svar Fast var barndomsriget tømret gennem anelser og drømme Men du modnedes før mig og hele verden sank i grus Hvorfor voksed vi ej sammen under vårens hjerte Sig mig - gemmer du min perlekrans af sneglens røde hus? Tekst: Sigfred Pedersen Mel.: Mogens Clemmensen ?
|