Kurt Arthur

Otto Mortensen/Sigfred Pedersen

Kurt Arthur går i sit harem,

Kurt Arthur er atten år.

Kurt Arthur tumler med piger,

For nu er det atter vår,

Og æggende flimrer i luften

De lyshvide arme og ben.

Kurt Arthur griber dem alle,

Kurt Arthur er ikke sen.

Kurt Arthur er første lærling

I Snehvide – Sørensens shop –

Hver dag når forretningen lukker,

Så rydder Kurt Arthur op.

Han spænder et lærred for ruden,

Så ingen kan se hvad der sker.

I spejlet fordobles hans harem,

De strækker sig stive og ler.

Kurt Arthur griber dem alle,

Kærtegner dem en efter en:

Gipsarme, voksarme, lærredsarme

Og papmacherede ben.

De løfter de krukkede skuldre,

Og lokker kælent på skrømt,

Vrider sig frem i et vokshvidt grin

Så demimondænt og ømt.

Kurt Arthur glemmer sin skæbne

Og dagenes triste grå.

Han leger med sine dukker

Og klæder dem af og på.

Kurt Arthur leger med dukker

Og nævner dem alle ved navn,

Og lister dem, tøvende, en efter en

Til ro i sin attenårs favn.

Udenfor vælder våren,

Og kvinderne lokker og ler.

Et skød af ubleget lærred

Er alt hvad Kurt Arthur ser.