Morgengaven

 

Jeg var dreng og du var pige

i en lille bitte have

Husker du de smalle gange

og den lille dukkebænk

Alle mine bellis gav jeg dig i morgengave

Mine fire grønne jordbær fulgte med som brudeskænk

 

Gangene var kantet sirligt

med små røde sneglehus

Men jeg ofrede dem til dig

i en dobbelt perlekrans

Aldrig skal jeg glemme dine blikke, da du fik den

Disse blå, forlibte vinterøjnes milde tolvårsglans

Haven var en stump af Moders

kantet af ved buksbom-hækken

Det var der vi tavse jordede

det døde mejsepar

Siden skar jeg fløjter til dig nede bag ved bækken

For at mildne dig i sorgen, der var alt for tung og svar

 

Fast var barndomsriget tømret

gennem anelser og drømme

Men du modnedes før mig

og hele verden sank i grus

Hvorfor voksed vi ej sammen under vårens hjerte

Sig mig - gemmer du min perlekrans af sneglens røde hus?

 

 

Tekst: Sigfred Pedersen

Mel.: Mogens Clemmensen ?