Om Sigfred Pedersen:

Allerede som ganske ung begyndte Sigfred Pedersen at digte, men tog alligevel først en cand. polit. embedseksamen og arbejdede i nogle år i et forsikringsselskab, før han bevidst sagde fra den mere traditionsbundne karriere og valgte bohemelivet i Minefeltet i tredivernes København. Her kom han i forbindelse med en lang række af datidens unge kunstnere som Hans Scherfig, Kjeld Abell, Soya og Tom Kristensen. Sigfred Pedersen var særligt tiltrukket af Nyhavn, som med sine farverige skikkelser og sørgmuntre skæbner blev omdrejningspunktet for en meget stor del af hans digte og viser, som regel altid med en lille pudsig pointe i de sidste sætninger. Sigfred Pedersens engagement i viser førte til, at han blev Visens Venners første formand, da foreningen stiftedes i 1953. Københavnerlivet blev senere skiftet ud med mere landlige omgivelser i Nordsjælland ved Sletten havn, hvor flere af hans kendteste sange er forfattet, men han forblev i hjertet fynbo. Sigfred Pedersen døde alt for tidligt i 1967 .

Bag om sangene

Til mange af hans viser knytter der sig sjove anekdoter, for eksempel skrev han en af sine allermest kendte sange, Katinka, Katinka, samme dag som han dumpede

til embedseksamen. Hans kone Birthe var netop blevet færdig med at sy et smukt kludetæppe med motivet Katinka og Søren, da Sigfred kom hjem og nedslået meddelte eksamensresultatet. Han fik han øje på tæppet, gik ind til sig selv og lukkede døren. En time senere vendte han strålende glad tilbage med digtet om Katinka og Søren. Vennen og komponisten Niels Clemmensen satte siden hen musik til og gik til musikforlaget Wilhelm Hansen med noden, men forlaget afslog at udgive den med begrundelsen: ”Den sang vil aldrig blive sunget”.

At Sigfred P. mestrede såvel det sørgmodige som det lystige bevistes i 1933, hvor bogsamlingen ”Nye og sørgelige Viser” udkom. I indholdsfortegnelsen satte Sigfred stjerner ved de viser, der var sørgelige, og To hvide liljer og en knækket søjle var en blandt 15 ud af i alt 35, der fik stjerne.

Om Skærslipperens Forårssang har Sigfred P. fortalt, at den beskriver en omvandrende skærslipper, der i hans barndom kom til landsbyen to gange årligt. ”Bønderne kunne ikke rigtigt lide ham, men jeg stjal min fars brændevinsflaske og lagde den op i høet til ham. Når han havde tømt den, sang han gamle markedsviser for mig”.

Flere af Sigfred P.s kendte viser var bestillingsopgaver, som for eksempel Med Amor som blind passager. Et rutebilfirma i Herning havde jubilæum og kom på den ide at fejre det ved at bestille en vise hos Sigfred P, og resultatet er Bussen, som sangen også hedder. Ruten strækker sig fra Herning til Skjern.

Hans sange fik udbredelse på de sjoveste måder, som for eksempel Tørresnoren, der er skrevet i 1955 efter at Sigfred P. er flyttet til Sletten i Nordsjælland. Musikforlaget Imudico havde eneforhandling af visen og lod den trykke på brevkort, som blev solgt. Derfor kunne den ikke gengives i bogsamlinger. Til gengæld forekommer Tørresnoren med en frodig BH på en bronzemindeplade for digteren udført af billedhuggerne Eiler Madsen og Keld Moseholm og opsat på Harndrup gamle skole i 1986.

Povl Dissing, Dissing, Las og Dissing, Erik Grip, Peter Abrahamsen, Søren Krogh, Flemming Krøll, Janne Lærkedahl, Bente Kure og Leif Ernstsen, Dræsinebanden,

Peter Vesth, ”Urolige hjerter”, (Franka Abrahamsen, Sidse Holte, Line Felding)

Fin Alfred, Morten Alfred Høirup, Harald Haugaard,Theis Jensen, Eva Madsen, Henrik Strube, Torben Kjær, Leonardo Pedersen, Ole Skipper Moesgaard, Perry Stenbäck, Peter Brander, Martin Jønsson.