Og så var somren vor gæst                                        

En irisk sang for de små i reden

og pigen fandt sig en prægtig ven

En pindso barslede, skjult i hveden

Og så var somren vor gæst igen

Med sommer travlheden gerne følger

og iltert bølged det fynske mål

hvor roerækkernes grønne bølger

blev brudt af hakkernes blanke stål

Og hyrdedregnen blev døbt i sveden

Barbenet løb han - og angst og vred

for kvæget bissed i middagsheden

og trådte naboens havre ned

Men da morellen fik juli-farve

gav han til gengæld sig selv forlov

og gik til vejrs som en målerlarve

og fyldte maven mens gården sov

Hver dag os møder med ny mirakler

Hver blomsterart har sin egen tid

Nys pranged' haslen med støv i rakler

- nu hersker hylden så blomsterhvid

Snart slikker rosernes røde flammer

om alle hegnenes bløde skud

Men i kastanjens beskedne kammer

blev alting tyst da dens lys gik ud

Lad blomster segne mens tiden skifter

i farve stærkest ved årets hæld

Selv har jeg skjult alle sindets rifter

bag nye brusende blomsters væld

Det er vor trøst mod de tab, der kommer

Den trøst der gør at vor tro består

Påny skal hjerterne se en sommer

hvis blomster skjuler de gamle sår

Tekst: Sigfred Pedersen (fra digtsamlingen "Blå Mandag", 1931)

Mel.:  Bente Kure